February 10, 2017  - 9:37 AM CET

Sampo ønsker øget repræsentation i Topdanmarks bestyrelse og over-gang til udlodning i form af udbytte

10. februar 2017
Med. Nr. 08/2017

Sampos ejerandel i Topdanmark blev i forbindelse med det pligtmæssige købstilbud øget fra 33,34 % til 41,11 % jf. selskabsmeddelelse nr. 64/2016. Pr. 1. februar 2017 udgjorde Sampos ejerandel 41,7 % og justeret for Topdanmarks beholdning af egne aktier udgjorde Sampos stemmeberettigede ejerandel 45,7 %.

Sampo har i dag meddelt, at selskabet ønsker at øge repræsentationen i Topdanmarks bestyrelse fra et til tre generalforsamlingsvalgte medlemmer. Endvidere vil Sampo på Topdanmarks ordinære generalforsamling den 4. april 2017 stille forslag om, at bestyrelsens bemyndigelse til tilbagekøb af egne aktier tilbagekaldes.

Sampo ønsker øget bestyrelsesrepræsentation
Topdanmarks nuværende formand Søren Thorup Sørensen har som en naturlig konsekvens af Sampos ønske om øget bestyrelsesrepræsentation valgt ikke at genopstille til Topdanmarks bestyrelse på den ordinære generalforsamling den 4. april 2017.

Som nye kandidater til at indtræde i Topdanmarks bestyrelse vil Sampo foreslå Ricard Wennerklint (viceadministrerende direktør i If) og Petri Niemisvirta (administrerende direktør i Mandatum Life).

I forbindelse med ændringerne i bestyrelsen har Birgitte Nielsen valgt ikke at genopstille til Topdanmarks bestyrelse.

På generalforsamlingen den 4. april 2017 vil bestyrelsen herefter foreslå valg af:

  • Torbjörn Magnusson
  • Lone Møller Olsen
  • Petri Niemisvirta
  • Annette Sadolin
  • Ricard Wennerklint
  • Jens Aaløse.

Det forventes, at bestyrelsen efter generalforsamlingen den 4. april 2017 vil konstituere sig med den nuværende næstformand Torbjörn Magnusson som ny formand, og Annette Sadolin som ny næstformand.

Aktionærvederlæggelse
Sampo oplyser, at selskabet på Topdanmarks ordinære generalforsamling den 4. april 2017 vil stille forslag om at bestyrelsens bemyndigelse til at tilbagekøbe egne Topdanmark-aktier tilbagekaldes. Sampos forslag skal ses i sammenhæng med Sampos tilkendegivelse i delårsrapporten for Q1-Q3 2016 om, at man agter at stille forslag på Topdanmarks generalforsamling 4. april 2017 om ophør af Topdanmarks aktietilbagekøbsprogram og overgang til aktionærvederlæggelse i form af udbytte.

Såfremt Sampos forslag ikke bliver vedtaget på Topdanmarks generalforsamling, er det bestyrelsens hensigt, at Topdanmark overgår til aktionærvederlæggelse som en kombination af aktietilbagekøb og udbytte.

Topdanmarks tilgang til aktionærvedlæggelse er uændret i forhold til bestyrelsens redegørelse af 7. oktober jf. selskabsmeddelelse nr. 60/2016, hvoraf det i afsnit 4.3.4.1 fremgår:
"Under normale omstændigheder genererer Topdanmark et afkast, der er større end det kapitalbehov, der følger af væksten i forretningen. Det er Selskabets politik, at såfremt der ikke kan findes værdiskabende investeringsmuligheder, vil et sådant merafkast blive udloddet til Aktionærerne. Det er Bestyrelsens opfattelse at udlodningens størrelse skal bestemmes af forholdet mellem egenkapitalen og forretningens kapitalkrav og -behov."

Eventuelle henvendelser:
Steffen Heegaard, kommunikations- og IR-direktør
Direkte telefon: 44744017
Mobil: 40253524

 

Topdanmark A/S
Cvr-nr. 78040017
Borupvang 4
DK-2750 Ballerup


Luk vindue | Tilbage til toppen

Copyright 2017 Topdanmark | Download Adobe Reader